Skip to main content

Frirum: Tre nye gruppetilbud for unge

2. juni 2024

U(ro), Ungdomsliv og Den gode start. Det er overskrifterne for de tre nye gruppetilbud, som efter sommerferien starter på ungdomsuddannelserne SOSU, FGU og College360.

I vores tre-årige udviklingsprojekt Frirum på ungdomsuddannelser er vi kommet godt fra start. Nu er vi klar til at igangsætte de tre første grupper efter sommerferien. Gennem en længere proces med elevinddragelse og udvikling i tæt samspil med gruppeledere har vi valgt disse tre grupper som de første. Vi henvender os ikke til elever med én problematik, som fx sorg, men i stedet med bredere temaer, som mange kan relatere til. Dette er baseret på både forskning og elevernes egne ønsker.

Frirum og fællesskab

Formålet med grupperne er at give eleverne et frirum, hvor de kan dele temaer fra deres hverdag med jævnaldrende. Det handler om at opdage, at man ikke er alene, og at andre oplever lignende ting. Det kan være både sjovt, hyggeligt og givende at vende livets oplevelser med andre. Derfor har alle gruppekoncepter overskriften ’Frirum’, med plads til at de enkelt grupper kan have forskellige temaer.

U(ro)

På SOSU-skolen tilbyder vi en gruppe, der fokuserer på, hvad der giver ro og uro i hverdagen. Målrettet elever op til 30 år, vil denne gruppe vende temaer relateret til uddannelse og personlig trivsel. I gruppen planlægger vi at inkorporere enkelte øvelser fra fx mindfulness, der kan hjælpe til at være i den uro, som naturligt er i ens liv.

Ungdomsliv

På FGU bliver første gruppe under overskriften ungdomsliv. Gruppen vil være et fællesskab, hvor de unge kan spejle sig i og bruge hinanden til at vende de temaer, der er vigtige for dem i ungdomslivet. Det kan fx være det at skulle flytte hjemmefra, forberede sig på en ny uddannelse, op- og nedture, og tanker om fremtiden.

Den gode start

Hvert år efter sommerferien tager College360 imod rigtig mange nye, unge elever på Grundforløb 1 (GF1). Denne gruppe er et tilbud til de nye GF1-elever og handler om at finde sig til rette i en ny hverdag med lange skoledage og mange nye indtryk. Her kan de dele oplevelser, tips og tricks til at få den nye hverdag til at fungere, og lufte tvivl og tanker om deres nye livsfase.

Rekrutteringen til grupperne starter efter sommerferien, og grupperne har første mødegang omkring efterårsferien. Vi glæder os meget til at komme i gang og lære, hvad der virker, hvad vi skal lave om, og hvad vi skal prøve, når næste rul af grupper skal afholdes i foråret.

En stor tak til Trygfonden, som gør projektet muligt. På billedet ses styregruppen og Marianne Kristensen, formand for det regionale råd, som kom på besøg og overleverede det flotte hjerte og fortalte om TrygFondens baggrund for donationen og generelle arbejde.

 

Andre nyheder

Oprettet: 7. maj 2025
Invitation til stormøde – LEGO og fællesskab Stormøde tirsdag den 13. maj kl. 17.00-20.00 i Lunden. Kære frivillige og ansatte gruppeledere Vi gl…
Oprettet: 1. maj 2025
Kære alle medlemmer Den 10. april 2025 afholdte Selvhjælp Silkeborg årets generalforsamling. Dokumenter fra aftenen finder du nedenfor: Årsrapport…
Oprettet: 2. april 2025
Det kommende introkursus finder sted den 27. maj, 3. juni og 10. juni. Kurset afholdes i vores lokaler i Estrupsgade 4, 2. sal, fra kl. 16.30-20.00…
Oprettet: 2. april 2025
Man kan blive helt forpustet! Hvad der skete i Selvhjælp Silkeborg i 2024, er jo ingen nyhed, men når man ser det fremstillet i årsberetningen, som…
Oprettet: 31. marts 2025
Da en veninde for et års tid siden prikkede til mig og spurgte, om jeg ikke skulle være frivillig hos Selvhjælp Silkeborg, måtte jeg med skam indrømm…
Oprettet: 31. marts 2025
Hvordan kan et godt samarbejde på tværs af civilsamfund og offentlige institutioner se ud? Sådan, helt konkret altså? Det forsøgte vi at give et bud…
Oprettet: 31. marts 2025
På en solbeskinnet lørdag i marts fik vores formand gennem 8 år – Elin Sonne – overrakt årets Serapionspris af borgmester Helle Gade ved en fin og st…
Oprettet: 18. marts 2025
Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling i Selvhjælp Silkeborg, som afholdes torsdag den 10. april 2025 kl.19.00-21.00 i Estrupsgade 4, 2. sal…