
Februar klummen 2025
Jeg har været frivillig gruppeleder hos Selvhjælp Silkeborg i omkring 4 år. I de 4 år, har jeg haft mange forskellige børne- og ungegrupper. Og hver gruppe har givet mig energi og lysten til endnu en ny gruppe.
Hvorfor er jeg gruppeleder?
For mig er det en meget ydmyg opgave, og jeg er fuld af taknemlighed over at gruppen har tilliden til at åbne op.
Det giver mig utroligt meget energi, at kunne være der, lytte, snakke og grine med dem.
For mig handler det ikke kun om at hjælpe, men også om at være der, og være vidne til, at vi rent faktisk rykker ved noget.
Som gruppeleder handler det om at skabe et fortroligt rum, så gruppen føler tryghed. Om at facilitere samtalerne og skabe en balance, så alle får en chance for at dele - uden at føle sig presset.
Et sted hvor der kan åbnes op for de svære snakke, det der rør sig i gruppen og det at deltagerne ofte kan genspejle sig i hinandens udfordringer.
Men det er bestemt også et sted, hvor der kan grines, pjattes og leges - et frirum, når hverdagen er svær.
Jeg er meget glad og taknemlig over den erfaring, det giver mig at være en del at det, og ser frem til at fortsætte mit arbejde som gruppeleder længe endnu.