Er du pårørende til én med psykisk sygdom, og føler du dig magtesløs og alene med dine frustrationer? Oplever du, at andre har svært ved at forstå din situation, og har du lyst til at dele tanker og erfaringer med ligesindede? Så er denne gruppe måske noget for dig.
I et ligeværdigt samarbejde med Psykiatriens Hus i Silkeborg tilbyder vi grupper for pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Grupperne ledes i fællesskab af en frivillig fra Selvhjælp Silkeborg og en ansat fra Psykiatriens Hus.
Som pårørende til én med psykiske udfordringer oplever du situationer, der er svære at håndtere, og hvor det kan være svært at vide, hvordan du hjælper og støtter bedst. Det kan tilmed gøre det svært at passe på dig selv og din egen mentale sundhed i hverdagen.
I gruppen møder du andre i samme situation, og I kan derfor give hinanden støtte, udveksle erfaringer og hjælpes ad med at tackle udfordringerne. I kan fx diskutere:
- kan bekymring og hjælp fra de pårørendes side blive for meget?
- er det ok nogle gange at sige fra – og i givet fald hvornår og hvordan?
- hvordan støtter jeg bedst én med psykisk sygdom?
- hvordan får jeg mit eget liv til at fungere på trods af omstændighederne?
- hvem kan hjælpe mig, når det bliver for svært?
Gruppen mødes ca. 2 timer pr. måned i 8 måneder. Fundamentet er gensidig respekt og ligeværd, og alle har tavshedspligt.
Deltagere over 18 år i Selvhjælp Silkeborgs tilbud skal så vidt muligt være medlem af foreningen. Et medlemskab koster 150 kr./år.
OBS: Vi har også pårørendegrupper for børn med psykisk syge forældre. Læs mere under børn.
_____
Kontakt os gerne for mere information:
T 2092 0878